Det danske valgdagbogsprojekt – En undersøgelse af vælgeres opfattelse af folketingsvalgkamp i Danmark

Valgdagbogsprojektet er et forskningsprojekt, som gennemføres af forskere ved Aalborg Universitet i Danmark og Institutt for samfunnsforskning i Norge.

Projektet undersøger folketingsvalgkampen i Danmark, som den opleves og beskrives af almindelige vælgere. Dette gøres igennem appen Min valgdagbog, hvor vælgerne har mulighed for at skrive om deres syn på valgkampen, dens begivenheder og aktører. Vælgerne bestemmer selv, hvad de vil skrive om, og hvor ofte.

Projektets hensigt   

Der findes et væld af valgkampsundersøgelser, men det er meget få af dem, der lader vælgerne komme til orde. Hvilke tanker gør vælgerne sig eksempelvis om politikerne og medierne, hvem de vil stemme på, hvilke politiske sager er vigtige for dem og hvorfor, og hvad fanger deres opmærksomhed igennem valgkampen?

Valgdagbogsprojektets hensigt er således af forstå den kommende folketingsvalgkamp på vælgernes præmisser. Dette gøres ved at tage udgangspunkt i deres egne beskrivelser og ord, som de kommer til udtryk igennem deres personlige valgdagbog; Min Valgdagbog.

Valgdagbogsprojektet er tidligere blevet gennemført i Norge i forbindelse med lokalvalget i 2019 samt stortingsvalget i 2021 som en del af det norske stortingsvalgprojekt. Før det, blev projektet gennemført i forbindelse med det danske folketingsvalg i 2011, og gentages altså nu ved det kommende valg, der afholdes den 1. november 2022.

Vil du deltage?

Alle der har lyst, kan deltage i projektet ved at downloade appen Min Valgdagbog til deres mobiltelefon enten i App Store eller Google Play, hvor de skal oprette sig med et selvvalgt brugernavn og besvare nogle indledende spørgsmål om dem selv og deres syn på politik.

Det selvvalgte brugernavn skal bestå af både bogstaver og tal, men ikke specialtegn og mellemrum.

Deltagelsesperioden begynder, når valget udskrives og varer til et par dage efter valgdagen. Valgdagen er den 1. november 2022.

App'en Min Valgdagbog kan downloades til en mobiltelefon fra App Store og Google Play

Samtykke og behandling af personoplysninger

De skal også give samtykke til at projektet må behandle deres oplysninger. Dette gøres naturligvis i overensstemmelse med gældende regler for persondatasikkerhed, og alle deltagere forbliver anonyme. Du kan finde mere information om varetagelse af persondatasikkerhed og anonymitet her.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til projektet, så kan du kontakte forsker Signe Bock Segaard, Institutt for samfunnsforskning i Oslo, eller forsker Ditte Shamshiri-Petersen, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet.

Publikationer

Segaard, Signe Bock & Shamshiri-Petersen, Ditte (2024). Politisk tvivl og det svære valg: De tvivlende vælgeres fortællinger. I Hansen, Kasper Møller & Stubager, Rune (Red.), Partiledernes kamp om midten. Folketingsvalget 2022. DJØF ForlagSe oppføring i Cristin.

Emneord: Valg og demokrati, Medier og offentlighet
Publisert 10. aug. 2022 12:25 - Sist endret 23. feb. 2024 09:54